For lesbiske par

Partnerægdonation er en fertilitetsbehandling for lesbiske par, hvor den ene kvinde donerer æg og den anden kvinde bærer graviditeten og føder barnet. Ved partnerægdonation bliver barnet genetisk beslægtet med sin ene mor og født af sin anden mor.

Partnerægdonation kaldes også ROPA (reception of oocytes from partner).

Vi ved, at det betyder rigtigt meget for mange lesbiske par, at denne behandling nu er blevet en mulighed. Hos IVF-SYD vil vi rådgive og støtte jer gennem et trygt forløb, hvor I begge bliver en aktiv del i skabelsen af jeres drømmefamilie.

Hvad er Partnerægdonation?

Som behandlingsmetode er partnerægdonation IVF-behandling (in vitro-fertilisering, reagensglasbefrugtning). Det er kvinden, der skal donere æggene, der skal i behandling først. Under lokalbedøvelse får hun taget æggene ud af æggestokkene med en tynd nål og æggene befrugtes med sædceller i laboratoriet.

Der lægges ét befrugtet æg op i livmoderen på kvinden, der skal bære gravidteten, og evt. resterende befrugtede æg kan nedfryses, hvis de er egnede hertil. 

 

 

Donorsæd til behandlingen

Et af de valg, som I skal træffe inden behandlingens start er valget af donorsæd. Ønsker I en anonym donor, så har vi en repræsentativ beholdning af donorsæd på klinikken. Ønsker I derimod en åben donor, så kan I kontakte en sædbank og bestille sæden til klinikken.

Forløbet med partnerægdonation

1.

Indledende samtale

Hvis I gerne vil i behandling med henblik på partnerægdonation hos IVF-SYD, så er jeres første skridt at komme til en indledende samtale på klinikken.

I booker samtalen ved at ringe til vores sekretariat i telefontiden mandag – fredag kl. 9:15-11:45 og kl. 12:30-14:30. I er også velkomne til at sende en mail, så vi kan ringe til jer.

Ved samtalen møder I en læge og en sygeplejerske. Der vil blive foretaget en ultralydsskanning af jer begge. Herefter vil der, med udgangspunkt i jeres ønsker og de foreliggende undersøgelser, blive lagt en plan for jeres behandling. 

 

2.

Behandling af kvinden der donerer æg

Kvinden, der skal donere æg, skal igennem ægstimulationsbehandling og ægudtagning – altså fuldstændig svarende til IVF behandling/reagensglasbehandling.

Vi aftaler behandlingen nærmere ved den indledende samtale.

3.

Behandling af kvinden der bærer graviditeten

Kvinden der skal modtage det befrugtede æg og bære graviditeten skal frem til ægoplægningen have en let hormonbehandling, der gør hende klar til at modtage ægget.

Vi aftaler behandlingen nærmere under den indledende samtale.