Ofte stillede spørgsmål
Her på siden kan du finde svar på nogle af de spørgsmål, som vi får flest af fra patienter der enten er eller skal i behandling.
Medicin
Hvornår skal jeg tage min medicin?
Det er vigtigt at tage medicinen, som du er blevet informeret om på klinikken.
FSH (Menopur, Meriofert, Gonal-F, Bemfola, Pergoveris, Puregon eller Rekovelle) kan du selv bestemme, hvornår du tager. Blot nogenlunde samme tid hver dag (+/- 1 til 2 timer)
Ganirelix/Fyremadel skal altid tages om morgenen.
Din ægløsningssprøjte er vigtig at tage på det tidspunkt, som vi informerer dig om.
Det er altid vigtigt at følge sit behandlingsskema og tage den mængde medicin dagligt, som vi har ordineret.
Hvordan skal jeg tage min medicin?
Under fanen ”Mit IVF-SYD” kan du tilgå medicininstruktioner og få hjælp til administration af de forskellige præparater via små videosekvenser lavet af medicinalfirmaerne.
Hvis du fortsat er i tvivl, må du altid rette henvendelse til klinikken så vidt muligt indenfor telefontiden.
Kan jeg købe medicin på alle apoteker?
Ja, du kan købe den medicin, vi ordinerer til dig på alle apoteker. Du skal blot tage kontakt til apoteket i god tid før din opstart, så de kan bestille medicinen hjem til dig. De fleste apoteker har ikke medicinen på lager.
Har jeg nok medicin?
Hold selv styr på din medicin ved at downloade app´en ”Apoteket”. Heri kan du se, hvad vi har lagt ud til dig på receptserveren og hvilken medicin, du kan hente mere af.
Når du starter et behandlingsforløb, lægger vi den medicin ud til dig, som du skal bruge i din behandling. Vi informerer dig løbende om, hvilken medicin du skal bruge og hvornår.
Når du kommer til skanning, hjælper vi dig med at vurdere, om du har nok medicin eller kommer til at mangle.
Hvordan tager jeg Cyclogest/Crinone?
Cyklogest er en stikpille, der skal lægges højt op i skeden med en finger. Det aktive stof i stikpillen (progesteron) opløses og optages gennem skedens slimhinde. Resten løber ud som ”mælkehvidt” udflåd. Cyclogest skal typisk tages morgen og aften. Tidspunkterne må gerne variere en smule.
Crinone er en gel, der er placeret i et indføringshylster. Indføringshylsteret placeres i skeden og gelen klemmes ud. Hormonet optages også i skedens slimhinde. Du kan sagtens opleve at restproduktet kommer ud igen som små klumper.
Crinone skal typisk tages morgen og aften. Tidspunkterne må gerne variere en smule.
Jeg slår ud af Ganirelix/Fyremadel
Det er helt normalt at huden omkring indstiksstedet reagerer med rødme og lidt svie, når du tager disse præparater. Det er ikke farligt og er en velkendt bivirkning. Irritationen forsvinder igen.
Jeg får blå mærker på maven efter injektioner
Det er helt normalt at ramme små blodkar i huden, når du injicerer medicinen. Det kan give blå mærker og lidt blødning efter injektion. Begge dele betyder intet og de blå mærker forsvinder igen.
Jeg er startet nedregulering og bløder
Når du er startet på din nedregulerende medicin (Synarela eller Gonapeptyl) skal du forvente at få en blødning. Det er normalt og en del af behandlingen.
Måske er blødningen kommet lidt før forventet eller lidt senere. Det er helt i orden.
Hvilke bivirkninger er der til hormoner?
De mest almindelige bivirkninger til hormoner er oppustethed, kvalme, brystspændinger, hovedpine, øget udflåd og træthed.
Er du i lang IVF-behandling og får nedregulerende medicin, kan du opleve tendens til hovedpine, tørre slimhinder, hedeture og påvirket humør.
Gravid
Min graviditetstest er kun svagt positiv. Er jeg gravid?
Det er normalt, at teststregen på en urintest er lidt svagere end kontrolstregen.
Det er vigtigt at fortsætte med dit progesterontilskud (Cyclogest) selvom din test er svagt positiv.
Min graviditetstest er negativ. Hvad gør jeg?
Hvis din test er fuldstændig negativ, må du stoppe på din medicin og afvente en blødning.
Skriv en mail til os, så vi ved, hvordan svaret på din test er.
Når vi modtager dit svar, kontakter vi dig og aftaler, hvad næste step er i dit behandlingsforløb.
Jeg er tidligt gravid og bløder. Hvad skal jeg gøre?
Lidt pletblødning kan være normalt i en graviditet. Du kan roligt se an, om det går over.
Bløder du kraftigt, skal du tage kontakt til klinikken. Vi hjælper dig med at vurdere, om du skal have taget en blodprøve eller komme til en tidlig graviditetsskanning.
Det er vigtigt, at du fortsætter med dit progesterontilskud, selvom du bløder. Du må derfor ikke stoppe.
Sex, symptomer, gener og vaccination
Må jeg have sex, når jeg er i behandling
Det må du gerne. Vi har ingen restriktioner i forbindelse med sex og samleje.
Hvis manden skal lave en sædprøve i forbindelse med behandling, anbefaler vi, at han ikke har udløsning et par dage før, at denne skal afleveres.
Jeg har mere udflåd end normalt
Det er helt normalt at have mere udflåd, når man er i behandling og får hormoner. Så længe det er lyst/hvidligt og ikke lugter anderledes end normalt, er det helt okay. Du skal reagere, hvis din udflåd bliver ildelugtende eller ændrer farve.
Jeg har smerter i underlivet under min behandling
Det er helt normalt, at mærke sit underliv lidt mere under behandling i form af lette smerter og oppustethed. Dette skyldes, at hormonerne påvirker æggestokkene til at producere flere æggeblærer end normalt.
Du må gerne tage let smertestillende håndkøbsmedicin under behandling (Pamol/Panodil/Pinex).
Behandling med progesteron (Cyclogest/Crinone) giver ofte gener fra mave/tarm som kan give sig til udtryk i oppustethed, smerter i underlivet og træg mave.
Jeg har symptomer på svamp
Du kan godt få svamp i skeden, når du får hormoner under fertilitetsbehandling.
Symptomerne på svamp er rødmen, svie og kløe i skeden, hævede kønslæber og grynet hvidt udflåd.
Du kan købe håndkøbsmedicin på apoteket (eks. Canesten) som du gerne må påbegynde, selvom du er i gang med behandling med andre hormoner.
Hvis ikke håndkøbsmedicinen virker, skal du kontakte egen læge.
Må jeg blive vaccineret, når jeg er i behandling?
Du kan læse mere om vaccinationer i forbindelse med graviditet på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Her kan du finde svar på, om du må blive vaccineret ift. graviditet
Når jeg møder til behandling
Jeg skal lave en sædprøve – hvad skal jeg tage hensyn til?
Når du skal aflevere en sædprøve, anbefaler vi, at du ikke har haft sædafgang de sidste 2 dage inden. Sædprøven må gerne laves hjemmefra og må max. være 2 timer gammel ved aflevering. Laver du sædprøven hjemme, holdes den lun på vej til klinikken. Opbevar den tæt på kroppen.
Der er også mulighed for at lave sædprøven på klinikken, hvis du har for lang transporttid.
Du kan altid få udleveret et sædglas på klinikken.
Hvornår skal jeg møde med urin i blæren?
Når du skal insemineres eller have lagt befrugtede æg tilbage, er det vigtigt at møde op med en halvfyldt blære.
Når du skal have taget æg ud, skal du tømme blæren inden indgrebet.
Kommer du blot til en skanning eller en graviditetsskanning, må du gerne tømme blæren inden selve skanningen.
Jeg skal have taget æg ud – skal jeg faste?
Nej du skal ikke faste forud for en ægudtagning. Vi anbefaler altid, at du spiser morgenmad hjemmefra og møder op som aftalt.
Må jeg selv køre hjem efter ægudtagning?
Hvis du har fået stærk smertestillende (morfin) i en IV-adgang i forbindelse med din ægudtagning, må du ikke selv køre hjem. Vi anbefaler, at du først kører igen dagen efter.
Har du ingen stærk smertestillende fået, må du gerne køre hjem selv.
Hvordan tilmelder jeg mig behandling?
Når du har din første rigtige blødningsdag, skal du tilmelde dig behandling.
Du skal skrive en mail til os og informere os om dato for første blødningsdag.
Har du en sikker mail, benytter du blot den. Alternativt kan du benytte vores hovedmail (www.info@ivf-syd.dk). Bruges hovedmailen skal du kun anføre dit navn og fødselsdato.
Husk at første blødningsdag er den dag, du bløder som en rigtig menstruation inden middag. Du skal ikke tilmelde dig på pletblødning.