Hvis der ikke findes sædceller i sædprøven (azoospermi), ved undersøgelse på enten det lokale sygehus eller her på klinikken, kan dette skyldes manglende dannelse af sædceller i testiklen eller mangel på sædceller i sædvæsken. 

Manglende dannelse af sædceller i testiklen kan være opstået som følge af en medfødt defekt i testikelvævet, mens manglende sædceller i sædvæsken kan skyldes en aflukning af sædlederne, enten bevidst (sterilisation) eller ubevidst, eksempelvis forårsaget af en klamydiainfektion.  

Testisbiosi/TESA

Man kan undersøge, om der findes levende sædceller i testikelvævet, ved at tage en lille prøve fra testiklen (testisbiopsi). Såfremt der ved denne testisbiopsi findes sædceller, kan man senere foretage samme indgreb igen i forbindelse med IVF-behandling af kvinden. Nogle gange er det også muligt at nedfryse biopsien til senere brug. 

Selve indgrebet

Indgrebet er typisk ukompliseret og foretages her på klinikken. Det tager ca. ½ time.  

Der lægges lokalbedøvelse i testiklen og efter ca. 15 min. udtages prøven fra testiklen ved hjælp af en tynd biopsinål. De fleste mænd oplever lidt ubehag i forbindelse med indgrebet.  

I laboratoriet på klinikken undersøges det udtagne materiale for tilstedeværelsen af sædceller. 

Du får svar på undersøgelsen umiddelbart efter indgrebet.

Ingen sædceller ved testisbiosi

Hvis der ikke findes sædceller ved en testisbiopsi kan der foretages donorinsemination. Læs mere om “Behandling med donorsæd” under menupunktet Behandlinger. 

Efter indgrebet

Der kan være lette smerter i pungen og lysken nogle dage efter indgrebet, hvorfor det tilrådes at holde sig i ro i et par dage. Du må gerne gå på arbejde, blot det ikke drejer sig om meget hårdt fysisk arbejde.

Håndkøbspræparater kan tages ved behov.  

TESA i forbindelse med IVF-behandling

TESA/Udtagelse af sædceller fra testikel foretages samme dag, som kvinden skal have foretaget ægudtagning.   

TESA foregår præcis som ovenfor beskrevet. Man udtager kun ganske få sædceller i forbindelse med en TESA, da det kun er nødvendigt at udtage samme antal sædceller, som der er æg. Pga. de få sædceller befrugter man altid kvindens æg vha. mikroinsemination, kaldet ICSI (Intracellulær Sædcelle Injektion). Ved ICSI føres sædcellen ind i ægget ved hjælp af en tynd glasnål. 

Ingen sædceller på dagen for behandling

I meget sjældne tilfælde kan det forekomme, at der ikke findes levende sædceller i forbindelse med ovennævnte indgreb, også selvom tidligere prøver har vist tilstedeværelse af sædceller. Man bør derfor inden ægudtagningen have taget stilling til, om de udtagne æg skal befrugtes med donorsæd, destrueres eller fryses ned som ubefrugtede æg.