At nå frem til dobbeltdonation kan være en stor beslutning. For mange følger beslutningen efter et længere fertilitetsforløb, hvor håbet om at blive forældre med egne æg og sædceller har fyldt meget.
Nogle gør sig tanker om den genetiske tilknytning til barnet og om, hvilken betydning det vil have for dem som forældre. Andre har brug for at blive helt afklarede omkring, at mulighederne med egne kønsceller er undersøgt grundigt, og at dobbeltdonation er den behandlingsform, der giver de bedste muligheder for at opnå en graviditet.
Der findes ikke et rigtigt tidspunkt at være klar på, og der findes heller ikke rigtige eller forkerte følelser i processen. For mange er det vigtigt at have mulighed for at stille spørgsmål, få faglig rådgivning og tale deres overvejelser igennem, før de træffer en beslutning.
Hos IVF-SYD tilbyder vi en uforpligtende samtale, hvor der er plads til både de praktiske spørgsmål og de mere personlige tanker. Samtalen kan give overblik, afklaring og ro til at mærke efter, hvad der føles rigtigt.
Du/I er altid velkomne til at kontakte os og booke en uforpligtende snak om dobbeltdonation og dine/jeres muligheder.