Livstilsfaktorers indvirkning på graviditet

Kan jeg selv gøre noget for at forbedre chancen for en graviditet?
Der findes desværre ingen mirakelkure, som forbedrer chancerne for graviditet. Det vigtigste er, at man under behandlingerne lever så almindeligt (og sundt!), som muligt, dvs. lever som man plejer. Vi fraråder ”kanonkure” og zoneterapi, da disse kan have en negativ indflydelse på fertilitetsbehandlingen. Ønsker du akupunktur, som videnskabelige undersøgelser kan dokumentere effekt af, så kan vi tilbyde dette på klinikken af en uddannet akupunktør.

Alder og livstil
Hvis man er en ganske ung kvinde i begyndelsen af tyverne, og aldrig har haft underlivsbetændelse eller uregelmæssig cyklus, og hvis ens mand har normal sædkvalitet, spiller ens livsstil en ganske lille rolle, sammenlignet f. eks med en ældre kvinde, der har forsøgt at blive gravid i mange år, og hvis mand har nedsat sædkvalitet. Livsstil er derfor tæt forbundet med alder.

Rygning
Hvis I/du ryger, vil vi kraftigt anbefale rygeophør både hos kvinden og manden, da dette bedrer chancen for graviditet med op til 30-50 %, alt afhængig af alder og årsag til barnløsheden. Skadelige stoffer i cigaretterne kan ødelægge arvemassen i både æg og sædceller. Hos kvinden nedsætter rygning chancen for at et befrugtet æg sætter sig fast. Dette skyldes, at nikotin påvirker blodkarrene i livmoderen, hvorved livmoderslimhinden bliver tyndere, og derved ikke så modtagelig for de befrugtede æg. Nikotinen øger også forbrændingen i leveren, hvorved hormonerne (FSH) hurtigere bliver omsat og derfor ikke når at udøve deres fulde virkning på æggestokkene, ligesom følsomheden for FSH i disse er nedsat. Kvinder der ophører med at ryge, opnår næsten samme chance for, at de befrugtede æg sætter sig fast, som kvinder der aldrig har røget.

Hos manden nedsætter nikotinen sædcellers bevægelighed og reducerer antallet af levende sædceller.

Ofte findes i rygeres sædprøve et nedsat antal levende sædceller efter oprensning, hvorimod antallet i den ikke oprensede sæd kan være normalt. Da det altid er den oprensede sæd der bruges til både insemination og IVF behandling, har dette stor betydning.

Nikotin plaster- og spray har samme negative virkning.

For et barnløst par, der er i fertilitetsbehandling i privat regi, er de negative indvirkninger fra cigaretrygning yderligere skærpet ved, at man selv skal betale for behandlingerne, og det bliver hurtigt økonomisk meget dyrt, hvis det ikke lykkes inden for et begrænset antal behandlinger.

Alkohol

Hos kvinden
Nogle videnskabelige studier viser, at selv små mængder alkohol påvirker kvinders fertilitet, medens andre viser, at det ikke har nogen indflydelse. Så længe der er modsatrettede resultater, råder vi kvinder, der påtænker graviditet at følge forsigtighedsprincippet og holde sig under 5 genstande om ugen. Vi anbefaler ikke askese på nogen måder, da man ikke skal underkende det sociale og derved psykiske moment, der ligger i at drikke et par glas vin med sin partner eller gode venner i weekenden. Det er vigtigt at slappe af, og også føle at man lever, selvom man gennemgår fertilitetsbehandling.

Hos manden
Hvis manden har normal sædkvalitet bør han ikke drikke mere end 10 genstande om ugen, og mindre end 5 genstande om ugen ved nedsat sædkvalitet.

Betyder det noget for mine chancer, at jeg er overvægtig?
Årsagen til, at mange overvægtige kvinder har svært ved at blive gravide skyldes en påvirkning af deres hormonsystem. Fedtvæv omdanner en række hormoner, som har betydning for kvindens menstruationscyklus. Ved svær overvægt er det ikke ualmindeligt, at kvinden helt ophører med at have ægløsninger eller at disse bliver uregelmæssige.

Overvægt i forbindelse med fertilitetsbehandling bevirker, at æggestokkene reagerer suboptimalt på hormonstimulationen, således at der ofte skal anvendes meget høje doser hormon for at stimulere ægdannelsen. Overvægten kan besværliggøre ægudtagningen med risiko for blødning og infektion.

Mange videnskabelige undersøgelser viser, at chancen for at blive gravid ved reagensglasbehandling er lavere hos overvægtige end hos normalvægtige.

Overvægt giver desuden øget abortrisiko, især tidligt i graviditeten, samt øget risiko for forhøjet blodtryk, blodprop i benene, sukkersyge samt svangerskabsforgiftning længere henne i  graviditeten.

Vi har etableret et samarbejde med autoriseret klinisk diætist, læs mere her.

WHO (verdenssundhedsorganisationen) definition af overvægt:
Her bruges BMI (body mass index) til at inddele i vægtkategorier.
BMI udregnes på følgende måde:

Vægt (kg)  
Højde x højde (m)

BMI < 20 = undervægtig
BMI 20-25= normal vægtig
BMI 25-29= overvægtig
BMI > 30 svær overvægtigt

Hvis kvinden har et BMI>30-35 vil vi ikke starte behandling førend kvinden har været til ekstra samtale vedrørende mulighed for vægttab. Som oftest vil vi først behandle, når kvinden har vist et vægttab på ca. 10 %.

Vi har ansat en sygeplejerske på klinikken, som kan være behjælpelig med vægtkontrol samt kostvejledning. Kostvejledning anbefales også til normalvægtige kvinder, der lider af en ustyrlig sukkertrang samt træthed. Denne tilstand kan du selv være med til at påvirke gennem dine kostvaner. Dette gælder også for kvinder der lider af PCO, hvor kosten har stor betydning for graden af symptomer.

Spørg lægen nu
Invalid Input
Invalid Input
Invalid Input

Hjemmesiden anvender cookies til statistik, denne information deles med tredjepart. Læs mere omkring cookies under Privatlivs- og cookiepolitik.Jeg tillader cookiesOK

EU Cookie Directive Plugin Information