Vi anbefaler, at man overvejer at få udført AHA, hvis man har fået lagt befrugtede æg tilbage mere end 2 gange. Man kan ikke udelukke, at den manglende graviditet i de tidligere behandlinger måske skyldes en klækningsfejl i æggene, se nedenfor.

Assisteret klækning (AHA, assisted hatching) har været anvendt i forbindelse med reagensglas behandling i mange år med varierende resultat. Ved AHA laver man et lille hul i æggeskallen i håb om, at embryonet lettere kan komme ud af ægget og således har lettere ved at sætte sig fast i livmoderen og etablere en graviditet. Assisteret klækning udføres enten med en laser eller med en meget svag syre, hvor man ætser et lille hul i æggeskallen.

Grunden til den variende succes med AHA har utvivlsomt været, at det har været svært at definere den patientkategori, som har gavn af denne procedure. De fleste videnskabelige publikationer har således inkluderet for få patienter til, at man har kunnet konkludere noget med statistisk sikkerhed. En nylig publiceret såkaldt meta-analyse(1) har samlet og analyseret alle de publicerede data om AHA, hvorved man har kunnet komme op på et stort nok antal behandlinger til, at man kan udtale sig med statistisk sikkerhed (såkaldt statistisk signifikans) om AHA's betydning ifbm. kunstig befrugtning. Studiet konkluderede følgende:

1) Hvis man har været igennem IVF behandling tidligere og har fået lagt befrugtede æg tilbage mere end to gange, kan man have gavn af at få foretaget AHA. Studiet fandt en 1,7 gange øget chance for graviditet (såkaldt RR=1,73, 95% CI=1,37-2,17)

2) Der er ikke øget chance for graviditet, hvis man udfører AHA i alle behandlinger (RR=1,11, 95% CI=1,00-1,24).

3) Der er ikke øget chance for graviditet, hvis man er over 40 år, med undtagelse af pkt. 1.

 

Kilde:
1) Martins,W.P. el al.: Assisted hatching of human embryos: a systematic review and meta-analysis of randomized controlled trials. Human Reproduction Update, 17(4), 438-453, 2011.

Spørg lægen nu
Invalid Input
Invalid Input
Invalid Input

Hjemmesiden anvender cookies til statistik, denne information deles med tredjepart. Læs mere omkring cookies under Privatlivs- og cookiepolitik.Jeg tillader cookiesOK

EU Cookie Directive Plugin Information